Jeg har siden de små klasser i folkeskolen rødmet. Hvis jeg spottede én på gaden jeg kendte, kunne jeg finde på at løbe ind i den nærmeste butik, for at undgå at hilse på personen.

Min rødmen gjorde, at jeg blev meget genert, og jeg har derfor ofte har været den stille pige, der ikke sagde særlig meget. For når jeg sagde noget, ville jeg rødme og min egen opmærksom på det, gjorde at jeg rødmede endnu mere.
Det var noget der fyldte rigtig meget i mit liv.

Makeup blev min maske

Derfor begyndte jeg i en meget tidlig alder at bruge makeup for at kamuflere min rødmen. Det blev min beskyttelse, og jeg følte, at jeg bedre kunne være i mig selv. Derfor har jeg i mange år brugt meget forskelligt makeup. Efterhånden som min interesse for holistisk livsstil voksede, blev jeg også mere nysgerrig på, hvad det, jeg kommer på huden hver dag, indeholder.

At arbejde med sig selv og de bagvedliggende årsager til min meget sensitive hud, er en spændende og lærerig proces, og jeg vil dele mine erfaringer og viden med jer undervejs.

Ørebarn og sammenhængen med kost

Min interesse for sundhed og kroppens fortællinger blev vækket, da jeg kunne se at der var en sammenhæng mellem hvordan jeg spiste, og hvordan min krop havde det. Jeg fandt ud af at jeg med kosten kunne bedre nogle symptomer. I min barndom havde jeg mange øreproblemer. Mine ører ”kløede” rigtig meget. Til trods for forskellige indsatser var der ikke noget, der hjalp synderligt. Det var faktisk først, da jeg på eget initiativ minimerede mit høje mælkeindtag, at det havde betydning for mine ører. Det var først senere i livet, at jeg fandt ud af sammenhængen mellem mælk og øreproblemer.

Jeg har ligeledes fundet ud af at jeg fysisk og psykisk har det bedre, når jeg ikke indtager gluten. Derfor undgår jeg så vidt muligt gluten i hverdagen.